This site in English

Denne side er et forsøg på at skrive lidt om min musiksmag.

Mest af alt for at fortælle hvad jeg lytter til.

Se om du kan blive enig eller om du løber skrigende bort.

At det er rart at høre om min musik smag, er jeg ikke i tvivl om ;^) men måske vil du gerne kommentere min smag, eller bare komme med nogle gode eksempler på noget musik du er vild med.

Det kan du gøre i bog. Du kan skrive et par ord eller læse hvis der er andre der har skrevet noget om deres musiksmag

At jeg godt kan lide Pink Floyd er der ikke meget overraskende i.
At alle kan lide Queen, er der heller ikke noget spændende ved.
Lad os i stedet tale om det der er godt, men ikke bliver spillet så ofte.

Fede skiver

Lad mig starte med. Supertramp’s fede album Crime of the Century.

De har lavet mange plader, men I mine øjne ingen der kan måle sig med denne.
Det er en gennemført plade. I mine øjne et langt nummer der helst skal høres rimeligt højt.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, men kan kun opfordre dig til at lytte til pladen. Det er en plade jeg kan nyde hver en detalje af igen og igen.

Eller hvad med noget HELT andet : Klassens vilde dreng Ted Nugent

Penetrator er et overfedt album.

Nogle af hans tidligste plader er nu også ret fantastiske. Især er hans første album der bare hedder Ted Nugent et ret fedt album med en rå blues-rock og et pænt strejf af Nugent's humor.

Så er der noget af det han lavede ind i mellem der er noget lort, og det han har lavet de sidste mange år, er heller ikke noget værd. Han er vist lidt af en vittighed i USA, men kedelig det bliver han aldrig.
Et af hans senere album Caveman har kunnet købes til 10,- i TP-musik og ikke uden grund. Det siges at han ikke kan finde ud af at skrive musik, og at de successer han, med bl.a. albummene "Nugent" og "Penetrator" er fordi han har fået hjælp. det lyder meget sandsynligt, men se her når han live spiller Stranglehold

Jeg lever stadig på Thunder Thigh, Great White Bouffalo og livin’ in the Woods.

Electric Light Orchestra er I mine øjne popmusik. Og popmusik er jeg allergisk overfor. ELO er dog helt klart i den bedre ende og jeg tager gerne lidt antihistamin for at lytte til deres musik.

Pladen Time er simpelthen en tidløs plade, selvom den burde være forældet. Jeg er helt vild med koncept plader og dette er en af de bedre af slagsen. Alt her drejer sig netop om : Tiden – især fremtiden.

remember the good old 1980’ties

er et meget sjovt vers på en plade der udkom 1981.

De er kendt for meget mere end Time, men det er altid den plade jeg vil lytte til – og for øvrigt den første CD jeg nogensinde købte.
De fik mange hits i radioen : Evil Woman, Don’t Bring Me Down, Twillight, The Lights go Down, Hold on Tight og mange flere.

Nu nævnte jeg Nugent før, så hvad med at gå tilbage til den lidt tungere ende.

Lidt amerikansk rock med liv i.

Tesla er ikke særligt kendte her i lille Danmark men er da så store i USA at de var med i MTV-Unplugged hvilket kun de udvalgte var.

Det er glad rock med liv i. Ikke noget dybere filosofi a la Dylan, men alligevel ikke intetsigende tekster
Kender du dem ? Prøv at se lidt af dem på YouTube

Pump Og når vi nu er i den tunge ende kan jeg ikke lade være med at nævne Aerosmith
Det er da glad musik.

De var røget langt ud i kokainens tåger, men kom tilbage for fuld styrke.

Hvis vi sammenligner med Tesla, så er de selvfølgelig også et amerikansk band. De er også band med humor, hvilket jeg mener er en meget værdifuld egenskab når man skal lave musik. Og de ligger begge i hvad mange vil betragte som den tunge ende. Største forskel på de to bands er nok alderen - Aerosmith har været med siden de tidlige '70'ere men Tesla kom først frem i firserne.

Og netop i Aerosmiths fortid er der en del guldkorn at finde Mest kendt er nummeret Dream On, men der er altså mange andre fra deres tid, før de gik ned med stoffer
Og så kom de på benene igen og lavede en masse solde verdenshits

Appetite for Destruction Når vi nu er i gang med de tunge amerikanske drenge (Det er altså det jeg lytter mest til) så kan jeg ikke komme udenom Guns n’ Roses
Især deres debut album Appetite for Destruction som ved første gennemlytning er meget rå. Når man så får lyttet et par gange, så opdager man hvor gennemført det hele er og især hvor flot Slash spiller guitar - Så er musikken ikke længere så rå - den er bare fremført af nogle rå drenge. Jeg nævner i flæng Sweet Child o’ Mine, Nighttrain og selvfølgelig Paradise City som alle er smukke når du nærlytter dem.

Deres dobbelt album Use Your Illusions rammer meget bredt. Der er så mange numre at der er lidt for en hver smag –eller som nogen ville sige : meget godt og meget lort, men Don’t Cry og specielt November Rain er to geniale numre som er værd at fremhæve.
Og så lavede de jo også en plade med kun kopier af gamle numre : The Spaghetti Incident som bestemt også indeholder en stribe guldkorn

Er det her for tungt ? Så lad os gå over i en anden boldgade

Enigma

De er en katagori for sig selv. Da jeg hørte dem første gang, stemplede jeg dem som popmusik. Så blev jeg en dag tvunget til at høre hele pladen og opdagede at det var så meget andet end pop. Siden har jeg købt alle deres plader og nyder dem i fulde drag – under de rette omstændigheder selvfølgelig.
Det er ren afslapning af bedste skuffe, men ikke noget man tager frem til en fest.

Aeternus Ok, hvad så med lidt dansk musik ?
Jeg har sagt hvordan jeg har det med popmusik. Derfor har jeg aldrig kunnet snuppe de ”famøse” Rugbrød og Krydderfedt men !!! Så udgav ham der Kreutzfeldt en underlig plade. Den er billigt til salg i butikkerne i dag, for den fik bestemt ikke meget succes – hos popfolket altså - men hos mig er det en bragende succes.

Med denne plade i højttalerne bliver man sat tilbage til middelalderen med de mest fantastiske lydbilleder. I mine øjne en særdeles vellykket og overset plade, som på det rette stereoanlæg kan frembringe en ubeskrivelig nydelse.
Hvorvidt musikken eller historien er middelalderlig, kan jeg jo ikke vide, men det er lavet meget overbevisende.

Hey, her kunne jeg sidde længe og fortælle om mine yndlingsplader. Hvad med at stoppe lidt op og tale om yndlingsnumre ?

Popmusikkens singel hits

Falco en tysk / østrisk popmusiker, kom frem med hittet Der Kommisar. Pop og atter pop, men så lavede han et nummer der skabte en del debat i store Tyskland. Det handlede om en voldtægtsforbryder. Derfor blev teksten til dette nummer også meget stærk og vel det man kalder kontroversiel. Musikken kunne derfor heller ikke bare være samme flade popmusik som alt andet han havde lavet, med en rytmeboks der starter og ellers kører hele nummeret igennem.

Som du nok har gættet hedder nummeret Jeanny.
Jeg synes simpelthen at dette nummer er så stærkt at det kan give gåsehud at lytte til det – verden set med den syge mands øjne. Skræmmende realistisk.

Hvor er din sko ? Du har tabt den, da jeg skulle vise dig vej.

Teksten er noget af det stærkeste på denne sang, så den kan du linke til ved at trykke på billedet eller her.
Desværre kan Falco ikke helt beslutte sig for enten at synge på engelsk eller på tysk. Lidt irriterende, men stadig et stærkt nummer.

Et andet stærkt nummer er Stings Russians.
Det er måske ikke så musikalsk stærkt, men for fanden da en poetisk perle. Jeg ville gerne lige komme med det stærkeste citat fra teksten, men der er så mange guldkorn at det gør ondt.

Sangen er sådan set forældet fordi den omhandler den kolde krig mellem USA og Sovjet, men den handler i så høj grad om mennesker og teksten kunne ligeså godt have været

”such an ignorant thing to do, if Saddam loves his children too”

Fyld selv et andet fjende-billede ind i formularen.

Vil du læse teksten er den her

Ja, jeg er pjattet med stærke tekster. Det er dog ikke det eneste lyksaliggørende ved et godt nummer. Her tænker jeg på de numre jeg synes er ret fede, men som jeg helt ærligt ikke er sikker på at jeg forstår.

Phil Collins In the Air Tonight er et glimrende eksempel på dét. Jeg forstår selvfølgelig godt ordene, men har svært ved at sætte det sammen til en helhed. Hvad er det han kan mærke i luften og hvad er det han har set og hvad er det han har ventet på hele sit liv ?

Dog er nummeret ret fedt.Læs selv og døm selv her.

Jeg har dog siden læst på nettet at man ikke skal tage teksten for bogstaveligt.

Noget andet der også lugter af Phil-drengen, er selvfølgelig Genesis. Altså det lidt ældre noget, før de blev for poppede. Et nummer jeg virkelig synes er sejt, er Mamma. Igen må jeg ærligt indrømme at jeg ikke fatter teksten selvom ordene da er forståelige, men der er jo så meget jeg ikke forstår

Et andet nummer jeg dog lidt bedre forstår, er Stairway to Heaven. Du ved det gode gamle med Led Zeppelin. Jeg siger ”lidt bedre” for helt forstår jeg det nu ikke.

Det er jo et ret fedt nummer der bestemt ikke ”kører i samme skurre” – det bygger op til det helt store klimaks eller nærmere eksplosion !
Nummeret er siden blevet kopieret. Og her må jeg sige at det er gjort med stor respekt for originalen og det er da lige før at Far Coporation gør det bedre - lige før.
Døm selv

Ja, jeg kunne nok blive ved hvis jeg tænker tilbage på alle de fede numre man har hørt gennem tiden. For eksempel erEagels - Hotel California også et ret godt nummer. Det jeg bedst kan lide er den guitar-solo der afslutter nummeret.

Og der er sikkert en monsterlang stribe med sublime numre som jeg kunne sidde her og rose til skyerne, men måske skulle jeg stoppe her. Nogen gange tror jeg også at det er et element af nostalgi, der gør at man synes at et nummer er godt.

Hvad siger du ?