Dette er en side om vores kat Kiwi.
Siden er lavet for at vi at vi selv kan mindes vores kære lille kat, der desværre døde oktober 2007.
Siden er også ment som hjælp, til nogle der eventuelt gerne vil læse om vores oplevelse med en kat der fik cancer.

Så siden er delt op i to. Den første del handler om Kiwi med nogle billeder fra hendes liv. Den anden del handler så om det sygdomsforløb hun havde med cancer.

Kiwi elskede solen og varmen. Man skulle tro at hun nemt ville få det for varmet med sådan en lang perser pels, men nej!

Vi købte Kiwi af en dame i Nærum nord for København. Kiwi var en ægte perser med en ægte stamtavle. Hun blev født 5. oktober år 2000 og hun havde haft en meget hård start på livet, men var altså en sej missekat og havde klaret skærene.

Kiwis mor fik mælkefeber kort efter fødslen og døde. Så måtte Kiwi og hendes to søskende flaskefodres, hvilket bestemt ikke er nemt med så små katte. Desværre klarede Kiwis to søskende ikke den hårde start på livet og Kiwi var den eneste tilbage.

Her ses Kiwi "i sine unge dage" kort efter vi havde fået hende hjem. Og selvom hun da i mine øjne så meget sød ud, er det altså ikke godt nok til andre. En perser er jo en udstillingskat. Så derfor skal hun bades og friseres.

Når en kat meget så meget hår "pludselig" bliver våd, så falder pelsen sammen. Og resultat ? En Gremlin i bedste Steven Spielberg stil

Hvis det så skal gøres rigtigt, skal sådan en perser tørres med børste og føntørrer. Bestemt ikke noget Kiwi brød sig om, men man må da indrømme at det bliver en rigtigt flot pels der kommer ud af det.

Da Kiwi flyttede ind hos os, boede vi i en første sals lejlighed. Hvis kattene ville ud og gå, blev det med kattesele. Det var Kiwi ikke helt vild med, men man kan vænne sig til meget. Så heldigvis for Kiwi, flyttede vi til en anden lejlighed med have. Vi blev stadig nød til at holde kattene i snor, for ellers stak de vel af. Til sidst fandt vi dog ud af at sætte et hegn op på ca. en meter penge. Det skulle man mene at kattene stadig kunne hoppe over, men når nu hegnet var inde i hækken, ville de være havnet inde i en bøgehæk, og derfor hoppede de ikke ud. En helt anden tind var at Kiwi så ikke var større end at hun kunne få hovedet ud gennem askerne i hegnet. Det burde være nok til at hun kunne kravle gennem hegnet..... men nej. ikke Kiwi. Hun blev pænt inde på den rigtige side af hegnet.

Hvad med et lille filmklip med Kiwi ? Jeg har lagt et på Youtube. Det er blevet lidt komprimeret kvalitet, men deter vores lille Kiwi :

Resten af siden er om Kiwis sygdomsforløb.
Så måske skulle du stoppe her ?

Så kommer der desværre en sommerdag i 2006. Vi opdager at Kiwi savler. faktisk så meget at hun er fuldstændigt klistret i pelsen under hovedet. Da vi kigger på Kiwi er hun næsten helt skæv i hovedet. Det viser sig at hendes tunge er voldsomt hævet at hun slet ikke kan lukke munden.
Vi tager ned på Greve dyrehospital 18. juli 2006 for at få undersøgt hvad det er.

Lægen kigger på Kiwi og tager en lille prøve ud til undersøgelse. Kiwi får en indsprøjtning som jeg tror var noget generelt mod allergiske reaktioner.
Vi får også nogle piller til Kiwi som skulle tage slemme infektioner. (Det er binyrebarkhormon i form af Prednisolon og så får vi også Clamoxyl som mig bekendt er penicillin ???)

Prøven viste ikke noget farligt og konklusionen var at det måske var et bistik der havde forårsaget den kraftige reaktion. Hævelsen forsvandt langsomt.

Desværre var det ikke så simpelt. Senere på året kom hævelsen igen. Så vi måtte til dyrlægen igen 26. oktober. Igen blev samme pillekur foreslået, selvom det denne gang næppe var et bistik! Vi fik igen binyrebarkhormon om end i lidt større doser som vi så langsomt trappede ned, samtidig med at hævelsen igen fortog sig.
Her blev vi så nød til at træffe nogle beslutninger. Var det dyremishandling at forsætte ? Skulle vi bekoste en endnu dyre undersøgelser der måske kunne fortælle hvad der egentlig var galt ?
Hvad angår Kiwis trivsel, så lod hun sig ikke mærke med sygdommen.Hun havde sit sædvanlige humør og gjorde alle de ting hun plejede. Det var selvfølgelig ikke nemt for hende at spise når tungen var hævet, men vi kunne made hende med kyllingestykker, hvilket hun bestemt ikke havde noget imod.
Den anden del med videre undersøgelse valgte vi at udskyde, da usikkerheden var for stor (Den første laboratorieprøve viste jo ingenting.

Skæbnen var hård ved kiwi, for hævelserne kom igen i januar 2007.
Denne gang var der ingen vej udenom laboratorieprøverne, så der blev sendt en prøve til et laboratorium vistnok i Tyskland. Det viste sig desværre at være cancer. der findes jo nok en masse slags cancer, som jeg ikke kender meget til. Den her type var sådan een der netop kunne "komme og gå" som vi havde set. De forrige gange havde binyrebarkhormon været nok til a slå den ned, men hver gang den kom tilbage var den stærkere.
Greve dyrehospital foreslog at vi fik opereret knuden væk. Der var en mindre risiko for at skade Kiwis tunge under operationen, men lægen vurderede at det var forsøget værd. Vi valgte at få operationen gennemført.

Her er det selvfølgelig MEGET vigtigt at se objektivt på kattens situation : Gør man det her af egoisme fordi man ikke vil af med katten, eller er der reelt en mulighed for at katten ikke lider og ender med at få det godt igen. For os var det med pengene ikke problemet. Ikke fordi vi vælter os i penge, men fordi vores katte er vores familie og dér tæller penge jo ikke.

Så 25 januar 2007 blev Kiwi opereret. Dyrlægen mente at han havde fået hele cancerknuden med. Problemet med denne slags cancer er bare at den ikke lægger sig som en knude, men ligger i vævet (Sådan har jeg forstået det)

Som om Kiwi ikke havde lidt nok, så var det her selvfølgelig ikke enden på historien.
I slutningen af marts kom hævelsen desværre igen. Vi gik atter ned til Greve dyrehospital. Denne gang var anbefalingen at hun blev aflivet. Hårde ord efter det hun havde været igennem.
Især fordi dette drejede sig om vores lille barn stolede vi ikke helt på dyrlægen. Så også fordi der havde været flere "træk" undervejs som vi så som direkte amatøragtige. F.eks at de tilbage i juli 2006 havde taget en prøve der sagde at det ikke var cancer. Også fordi vi tre gange havde oplevet at medicin kunne slå knuden ned. Det mente vi kunne tyde på at det ikke var cancer alligevel. Da Kiwi jo havde fået dødsdommen af Greve dyrehospital havde vi i hvert fald ikke noget at miste (andet end måske nogle penge) ved at få en "second opinion" fra en anden dyreklinik.

28 marts 2007 tog vi så kiwi til Karlslunde dyreklinik, hvor vi forelagde dem hændelsesforløbet og vores mistillid til diagnosen fra Greve og måske især vores håb om at den var forkert. Karlslunde gik meget professionelt til værks. Også ud fra et dyreetisk synspunkt. De kontaktede Greve for at høre om prøveresultaterne fra Tyskland tilbage i januar.
Desværre kom også de til den konklusion at det var cancer, selvom de havde undersøgt for andre mindre sandsynlige muligheder undervejs. Så tænkte vi jo at det var slut for vores lille pige. Nej. For dyrlægen kunne godt se at han ikke kunne gøre meget her, så han brugte sine forbindelser og erfaring. Han kendte en professor inde på landbohøjskolen, der havde speciale i kræft hos det der kaldes for mindre husdyr.

2. april mødte vi så op på Hospital for mindre husdyr.
Også her gik man meget professionelt til værks. Også her kiggede de først til Kiwi, om det overhovedet var til hendes bedste at starte en behandling eller om det var mere humant at lade hende aflive.
De vurderede at hun havde gode nok chancer til at de ville starte en behandling.
Kiwi havde det der i fagsprog hedder ektramedullært placmacytom. Hun skulle så i kemoterapi. Her tænker man jo noget med at få det MEGET dårligt og miste alt håret, men igen tænkes der meget på dyrevelfærden. Så de doser kæledyr får, er så små, at dyret ikke mærker noget og beholder sin pels.

Så igen fik Kiwi Prednisolon (binyrebarkhormon) men denne gang også en pille med radioaktivt stof i. Pillen hed Alkeran hvis det siger noget....
Det var i hvert fald meget bedre metode set med dyrevelfærds øjne end en operation. Jeg tillod mig før at sige at Greve dyrehospital havde opført sig amatøragtigt. Det er måske lidt hård udtalelse, men de skulle jo aldrig have opereret hende dengang. De skulle have erkendt deres begrænsninger og henvist til eksperterne med det samme!

Alt gik godt. Kiwi reagerede kraftigt på kemoterapien. Det kunne ses på to måder : Hendes blodtalt faldt - det er jo ikke så godt ( Det er især de hvide blodlegemer der heller ikke kan lide kemoterapi. De er jo ret vigtige for immunforsvaret) Men også canceren reagerede hurtigt på kuren, så allerede efter ca. en månedes behandling blev vi nød til at skære ned på kemoen. Selv binyrebarkhormonet skar vi ned på.

Allerede 10. august bliver vi bedt om at holde en pause med kemopillerne.
Kiwis blodtal var blevet endnu en smule lavere og vi fik besked på at vi ikke skulle give hende flere af kemopillerne. 19. september var tumoren (Det vi andre kalder knuden) så langt nede at den med professorens ord var "knapt mulig at visualisere". (Den var ikke til at se, på rent dansk)
Kiwi bliver beskrevet i journalen som glad og tilfreds. Det var hun ikke ene om - vi var også lykkelige for at hun ikke længere skulle have problemer.

Det er desværre en ond verden vi lever i. Nu da alt ser så godt ud og Kiwi har klaret sig ud af krisen "slår lynet ned". En aften i oktober er Kiwi pludselig meget mærkelig. Hun ligger stille og vil ikke røre sig. da vi prøver at løfte hende op kan hun ikke holde på vandet og tisser på os. Det gør katte ikke frivilligt. Det virkede fuldstændigt som om hun var blevet lam i hele bagkroppen.
Selvom det var aften ringede vi til landbohøjskolen, da vi ved de har døgnvagt. Vi kunne have taget en lokal dyrlæge, men det var jo muligt at dette havde noget med canceren og kemobehandlingen at gøre, så vi måtte inde hvor de havde ekspertisen.
Der blev taget et røntgen billede af Kiwi, der viste en kæmpe mørk plamage i Kiwis mave. Her skal det siges at Kiwi bestemt ikke havde det godt. Det var tydeligt at hun havde stærke smerter. Hun havde klaget hele vejen ind til København i bilen og det var ikke blevet bedre med tiden.
Min og dyrlægen konklusion var at det var meget sandsynligt at det var cancer der var vendt kraftigt tilbage. Hvorom alt end var, så var situationen slem. Hvad end det var, så var mulighederne for at holde Kiwi i live meget små. Og så er vi tilbage ved dyreetik. Det ville næppe være til Kiwis bedste at holde hende i live til næste dag, for at en dyrlæge kunne se at hun ikke stod til at redde og så dér få hende aflivet. Så en svær beslutning blev truffet om at få kiwi aflivet. Det skal måske siges at hun på det tidspunkt lå og skreg af smerte -absolut ikke en sjov situation og bestemt ikke en måde kiwi fortjente at forlade denne verden på.

Selvom man jo meget gerne vil have sit kæledyr med hjem, så man er sikker på at det får en anstændig behandling, så lod vi alligevel hospitalet beholde Kiwi. Nu skal det retfærdigvis nævnes at de fleste dyrehospitaler i dag nu altså behandler de døde kæledyr med stor respekt, men man er jo lidt følsom med sit eget lille barn.
Uden at have talt med professoren om det, måtte det antages at være meget vigtigt for hende at vide præcist hvad Kiwi døde af. Kiwi var desværre død, men måske kunne hun være med til at redde andre dyr fremover. Ja vi ville jo også selv gerne vide hvad der gik galt.
Så kiwi blev obduceret og ironisk nok, blev det konstateret at Kiwi var fuldstændigt kureret for cancer. Det hun døde af var en bristet nyrecyste. Den store plamage vi så på røntgen billedet var en blodansamling, der altså sad og trykkede på alle Kiwis indre organer og lammede hendes underkrop. Det har været en meget pinefuld død.